Laura Hjort Jensen modtager Fondens hæderspris. Foto: Lasse Lagoni
23. november 2023

Fonden afholdt d. 23. november sin prisuddeling for 10. gang. Seks hæderspriser blev tildelt otte nyuddannede kunstnere og designere, der besidder et bemærkelsesværdigt stort potentiale til at sætte et tydeligt aftryk på feltet.  

Formand for 15. Juni Fondens bestyrelse, Helene Kähler Hjenner, fortalte i aftenens åbningstale om motivationen for uddelingen:

“Vi mener, at ved at støtte unge talenter inden for design og billedkunst, kan vi gøre en positiv forskel. Det er vigtigt, at design og billedkunst til stadighed kan bidrage til dialog, debat og udvikling, som er fundamental for, at hele vores samfund udvikler sig. Og det tror jeg vi bidrager til fra vores side, hvis vi giver nogle af de unge talenter lidt medvind.”

 

De otte prismodtagere

De repræsenterede kunstværker og designprojekter er ikke blot æstetisk imponerende, men taler også ind i større samfundsproblematikker om bæredygtighed, genanvendelighed og livsforbedrende designmuligheder. Disse talenter udgør en inspirerende bølge af kreativitet, der ikke blot skubber grænserne for æstetik, men også fordyber sig i dybtgående samtidsproblemer og udfordringer.

 Hvert afgangsprojekt modtager 50.000 kr.

I designkategorien er de tre hæderslegater uddelt til:

Designduoen Mathilde Juul Ipsen og Louise Aght Lindstrøm, uddannet fra Det Kongelige Akademi, modtog et hæderslegat for afgangsprojektet “Kroppe i forandring”, 2023. Denne løsning er et nytænkende møbelprojekt, der bidrager til en meningsfuld dagsorden om unges trivsel og selvopfattelse efter et forandrende sygdomsforløb.

Birgit Marie Østerbye, uddannet fra Crafts Bornholm, modtog et hæderslegat afgangsprojektet “Replated”, 2023. Kunstneren har udforsket de uendelige muligheder, der ligger i at genbruge eksisterende ressourcer indenfor keramiske produkter og glaseringer.  Projektet handler om at genoplive den industrielle produktion, ved at genbruge glasurmaterialer, biprodukter fra produktionen og materialer fra naturen til at genglasere eksisterende keramik.

Designduoen Antonella Ingrid Emilsson og Kathrine Hagemann Snabe, uddannet fra Det Kongelige Akademi,  modtog et hæderslegat for afgangsprojektet “Zero Waste Logistic System – Reducing waste in the construction Industry – The Role of Packaging – Uncovering Barriers and Identifying Opportunities for Value Creation”, 2023. Projektet sætter fokus på en overset klimasynder, byggeindustrien, i en rapport der blandt andet berører reduktion og genanvendelse af emballage.

 

I kunstkategorien er de tre hæderslegater uddelt til:

Jonas Hollerup Helle, uddannet fra Det Fynske Kunstakademi, modtog et hæderslegat for afgangsprojektet “The Talk”, 2023. Videokunstneren har produceret en film bestående af cut-up videoer, der er en række sammenklip af interviews mellem to kendisser, så det angiveligt ligner, at de taler sammen, selvom situationen aldrig har fundet sted.

Laura Hjort Jensen, uddannet fra Det Jyske Kunstakademi, modtog et hæderslegat for afgangsprojektet “Sere”, 2023.  Værket “Sere” udgør en serie på syv små uudgrundelige væsner, hvis basis består af en selleriknold, samt en lang liste af materialer blandt andet bestående af sommerfuglevinger, fiskeskæl og lommeuld.

Billedkunstner Sofie Winther, uddannet fra Det Kongelige Akademi, modtog et hæderslegat for afgangsprojektet “Coordinates of Kinship”, 2023. Det helt særlige værk er en fortolkning på en hyperfunktionel institutionsgarderobe, som er oversået med 3D-printede igler. Iglernes tilstedeværelse i værket er både et symbol på symbiosen mellem barn og voksen samtidig med at drage syrede konnotationer til et parasitært slægtsforhold.

 

Juryen

De to juryer, der har besøgt afgangsudstillingerne på landets tre designskoler og tre kunstakademier, består af kvalificerede fagpersoner fra kunstscenen og designfaget. For kunstdelen består juryen af museumsinspektør fra Louisiana Anders Kold, kunstner Claus Carstensen samt kunstanmelder og skribent Mai Misfeldt. Bag designjuryen står programleder fra KADK Tine Kjølsen, direktør for Designmuseum Danmark Anne Louise Sommer og designskribent og -redaktør Charlotte Jul. De seks priser uddeles med formålet om at give hædersprismodtagerne et anerkendende skulderklap samt en økonomisk håndsrækning på 50.000 kr. i håb om, at dette kan bidrage som et springbræt til deres fremtidige arbejde.

 

Om 15. Juni Fondens jubilæumspublikation

I 2023 uddeles 15. Juni Fondens priser for 10. gang, og dette markeres ekstraordinært med en særlig publikation, der gennemgår alle prismodtagerne af fondens hæderspriser gennem årene. Jubilæumspublikationen kan downloades her.

NYHEDER

8 unge kunstnere og designere modtager Fondens hæderspris

For 10. år i træk uddeler 15. Juni Fonden hæderspriser til  nyuddannede talenter inden for kunst og design. Samtidig udkommer en jubilæmspublikation med alle modtagerne gennem årene.