hæderspriser til unge talenter indenfor kunst og design

25. november 2021

Fonden uddeler hæderspriser til seks talenter indenfor kunst og design

 For ottende år i træk giver 15. Juni Fonden en markant håndsrækning til seks nyuddannede kunstnere og designere, som har udmærket sig særligt på deres felt.

Hvordan skal fremtidens ambulance designes for at fungere optimalt i et en tid, hvor sundhedsvæsnet er sat på prøve? Og hvordan forholder vi os til tabet af et familiemedlem? I slipstrømmen på Covid-19 og de deraf affødte kulturelle, sociale, mentale og sundhedsmæssige omvæltninger, tager årets hæderspris-modtagere livtag med emner, som både vedrører vores nære relationer og vores forhold til liv, død og vores egen krop, men også peger på vores færden i de private såvel som offentlige rum. Fremtidens kunstnere og designere rammer således ned i nogle højaktuelle og til tider uforløste problematikker i vores samfund – og med mod og talent giver de deres bud på, hvordan man kan adressere disse store svære spørgsmål.

Derfor hædrer 15. juni Fonden i dag de unge talenter for at udvise kunstnerisk ambition og vilje til at flytte grænserne – til gavn for os allesammen.

Fondens juryer har udvalgt seks af sådanne ekstraordinære talenter og belønner deres afgangsarbejder med hver 50.000 kr. Med prisen ønsker 15. Juni Fonden at give hædersprismodtagerne et anerkendende skulderklap, samt en økonomisk håndsrækning, i håb om at dette kan være med til at åbne døre op på deres fremtidige færd inden for hhv. kunst og design.

 

De seks hædersprismodtagere er:

Kunst:

Mathieu J.H. Hansen, Det Kgl.  Danske Kunstakademi, for filmen “La cinquième saison”

Clara Jozefine Mork, Det Jyske Kunstakademi, for videoværket ”Crazy”

Joakim Hyldebrandt, Det Fynske Kunstakademi, for installationen ” Abject 1–3 & Horrors Untitled”

 

Design:

Christiane Busch, Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering, for møbelprojektet ”The Central Versatile Surface” (foto)

Mads Søndergård Ingvorsen, Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering, for designprojektet ”Ambulance for Densely Populated Metropolises”

Sara Vinderslev Mirkhani, Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering,  for keramik-projektet ”Our eternal body”

 

De to juryer, der har besøgt afgangsudstillingerne på landets tre designskoler og tre kunstakademier består af kvalificerede fagpersoner fra kunstscenen og designfaget. For kunstdelen består juryen af museumsinspektør fra Louisiana Anders Kold, kunstner Claus Carstensen samt kunstanmelder og skribent Mai Misfeldt. Bag designjuryen står underviser fra Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering, Tine Kjølsen, direktør for Designmuseum Danmark Anne Louise Sommer og designskribent og -redaktør Charlotte Jul.