Jagt i Balance

SCROLL ↓

Jagtens udøvelse, bæredygtighed og etiske grundlag er genstand for debat. Det gælder særligt udsætning af fugle til jagt, som rejser spørgsmål både i forhold til etik og indvirkningen på biodiversiteten. Desuden skaber en række jagtbare arter konflikter som fx de store hjortearter og rastende gæs. 

 

For at sikre en jagt i balance er der behov for mere viden. Der mangler viden om jagtens betydning for biodiversitet; om hvordan jægerne og lodsejerne værner om naturen og danskernes opfattelse af jagt. For 15. Juni Fonden er det vigtigt, at der både udvikles ny viden og at den eksisterende viden sættes i spil og omsættes til handling, der gavner både jagt og biodiversitet. Fonden vil bringe forskning, praksis og erfaring tættere sammen – på tværs af fagligheder og aktører – så vidensunderstøttelsen gør en reel forskel. 

 

En rig og robust natur er fundamentet for jagt. Naturen skal have plads og kvalitet, så biodiversiteten styrkes, og der er bæredygtige bestande af vildt at gå på jagt efter. Her spiller jægere og lodsejere en central rolle. De er tæt på naturen og engagerede i dens udvikling – og derfor bliver de vigtige aktører i satsningen.  

Samtidig er jagtens fremtid afhængig af befolkningens tillid. Jagt skal udøves ansvarligt og inden for samfundets rammer med fokus på hensyn til natur, dyr og mennesker 

 

Fonden ønsker at bidrage til, at jagt også fremover er en anerkendt og ansvarlig del af naturforvaltningen. Det er vigtigt for fonden, at jægere og lodsejere står på et stærkt vidensgrundlag og er med til at sætte høje etiske standarder for jagtens udfoldelse. Kun på den måde kan der skabes gevinster for natur og biodiversitet samtidig med at befolkningens tillid til jagt styrkes.