Sisse Stroyer 4

DANSKE MUSIK- OG KULTURSKOLER

Støtteområde

Kunst & Kultur

15. Juni Fonden og Danske Musik- og Kulturskoler (DMK) har siden 2023 indgået et samarbejde om kunstpædagogisk kompetenceudvikling gennem DMK Pædagogikum. Det er et formelt kompetencegivende efter- og videreuddannelsesforløb målrettet undervisere på musik- og kulturskoler. 

Uddannelsen giver lærerne konkrete redskaber til at planlægge og gennemføre undervisning for større grupper af børn og unge – blandt andet i folkeskoler, SFO’er og dagtilbud – og styrker samtidig deres evne til at arbejde mere varieret, inkluderende og praksisnært.

Fonden har siden 2023 støttet udviklingen og gennemførelsen af programmet, hvor der er afviklet forløb med stor tilslutning fra undervisere i hele landet. En udvidelse af programmet i 2026 indebærer et forløb målrettet billedkunstnere – både dem, der allerede underviser på musik- og kulturskoler, og dem, der ønsker at supplere deres kunstneriske praksis med undervisning.

Bag udvidelsen ligger et stigende behov for undervisere, der kan arbejde på tværs af institutioner og kunstformer og undervise i større grupper af børn og unge. DMK Pædagogikum bidrager til at imødekomme det behov ved at give lærerne både faglig og pædagogisk sikkerhed i nye undervisningsformer.

Med initiativet løftes kvaliteten af mødet mellem kunst og børn, hvor stærke pædagogiske kompetencer hos underviserne er afgørende for at skabe engagerende og meningsfulde læringsforløb.