Med en bevilling på 2 mio. kr. fra 15. Juni Fonden lancerer Copenhagen Contemporary (CC) det nye talentprogram CC Horizons i perioden 2026–2028. Programmet skal styrke danske kunstneres internationale karrierer gennem udvikling af ambitiøse udstillinger og adgang til et stærkt globalt netværk.
CC Horizons er målrettet kunstnere med base i Danmark og har til formål at styrke deres muligheder for at etablere sig internationalt. Kernen i programmet er udviklingen af ny-kommissionerede værker, som præsenteres i CC’s internationale udstillingsprogram.
Deltagerne får både produktionsstøtte, kunstfaglig rådgivning og adgang til samarbejder, residencies og sparring med internationale kuratorer og institutioner.
“Vi har en ekstremt stærk talentmasse på kunstscenen i Danmark og et stort behov for at støtte en ny generation af kunstnere i at nå ud internationalt. Det internationale kommer ikke af sig selv. Med programmet kan vi udvikle ambitiøse nye værker og skabe forbindelser til globale aktører,” siger CC’s direktør Marie Laurberg.
Støtten til CC Horizons er en del af 15. Juni Fondens UNG KUNST-program, der arbejder for at styrke rammevilkårene for unge billedkunstnere. Fokus er på bedre muligheder for produktion, synlighed og internationale forbindelser. Det er vigtigt, at unge kunstnere får adgang til de platforme og netværk, der er afgørende for at slå igennem internationalt. CC Horizons er et stærkt eksempel på, hvordan man kan koble talentudvikling og internationalt udsyn.
CC Horizons bygger videre på et pilotprojekt fra 2022–2025, hvor CC har støttet nyproducerede værker af kunstnere som Jakob Kudsk-Steensen, Nanna Debois Buhl og Rhoda Ting & Mikkel Bojesen. Projektet har ført til ophold og udstillinger på internationale institutioner som CERN, Museum of Modern Art og Fondation Beyeler.
Vi støttede i 15. Juni Fonden også pilotforløbet med 1,5 mio. kr.. Det var med til at danne grundlaget for programmets videre udvikling og skalering.