Lars Bo Bertram nyt medlem af bestyrelsen i 15. Juni Fonden

24. juni 2025

Vi er glade for at kunne byde Lars Bo Bertram velkommen som nyt medlem af bestyrelsen i 15. Juni Fonden.

Lars er administrerende direktør for Impact Fund Denmark, tidligere kendt som IFU, og har gennem sin karriere opbygget stor ekspertise inden for bæredygtig investering og mobilisering af kapital til projekter med både økonomisk og samfundsmæssig effekt. Med mere end 30 års erfaring, herunder ledende stillinger som CEO i BankInvest og direktør for Asset Management i Nykredit, tilfører Lars betydelig viden inden for finansiering og strategisk udvikling. Hans engagement spænder også bredt, med bestyrelsesposter i blandt andet P+ Pensionskassen for akademikere og Formuepleje.

“Vi er glade for at kunne byde en kapacitet som Lars Bo Bertram velkommen i bestyrelsen. Han bibringer fonden væsentlige kompetencer og besidder en stor finansiel indsigt. Jeg ser meget frem til det fremtidige samarbejde i bestyrelsen.”
Helene Kähler Hjenner, bestyrelsesformand

I 15. Juni Fonden vil Lars bl.a. bidrage gennem sit arbejde i fondens Investeringsudvalg, samt i arbejdet for naturbaserede indsatser for mental sundhed, der arbejder for at integrere naturen i kampen mod psykiske lidelser:

“Antallet af danskere, der mister arbejdsevnen som følge af stress, angst og depression, er steget omkring 65% de seneste 5 år. Det er en udvikling, der skal stoppes. 15. Juni Fonden arbejder aktivt for at vende denne negative tendens ved at anvende naturen som en central faktor i helbredelse og forebyggelse. Det arbejde ser jeg frem til at involvere mig i.”
Lars Bo Bertram

Forskning viser tydeligt, at naturbaserede tiltag som terapiforløb i grønne omgivelser og aktiviteter i naturen har en positiv effekt på mental sundhed. Med Lars i bestyrelsen styrkes fondens indsats også på det område.

15. Juni Fonden ser frem til samarbejdet med Lars Bo Bertram. Hans erfaring vil bidrage væsentligt til fondens fortsatte arbejde med at skabe positiv forandring gennem et bæredygtigt samfund præget af styrket mental sundhed; plads til mere og bedre natur samt styrkede rammer for kulturen

Privacy Preference Center