Digital adgang til Grønlands Nationalarkiv

Med en donation fra 15. Juni Fonden er det nu i 2019 lykkedes at få digitaliseret en væsentlig del af Grønlands historie, så den kan anvendes, formidles og bevares på et meget højere niveau.

Interesserede i Grønlands historie, behøver heller ikke længere rejse til Nuuk for at se materialet. Det kan tilgås digitalt fra hvor man nu opholder sig. Projektet er en væsentlig milepæl i formidlingen af Grønlands historie og det dansk-grønlandske forhold. ”Arkiver for alle” har digitaliseret kolonihistoriske kildesæt, forstanderskabsprotokoller, kommunerådsprotokoller og privatarkiver, der nu er tilgængeliggjort for alle. Museumsafdelingens samling af ca. 18.000 historiske fotos er også blevet digitaliseret.

Materialet kan findes her

Det indledende projekt er gennemført og portalen vil stadigt byde på flere kilder i årene der kommer. Helt aktuelt samarbejder Grønlands Nationalarkiv med det grønlandske universitet – Ilisimatusarfik – om udvalgte kildesamlinger der kan anvendes direkte i undervisningen, og i foråret udgav arkivet en podcastserie i både dansk og grønlandsk version med udgangspunkt i et digitaliseret privatarkiv.

Det er primært 15. Juni Fondens bidrag der har sikret denne adgang til arkiverne for alle med interesse i Grønlands og Danmarks fælles historie, både her og i Danmark, samt de grønlandske lokale museer og lokalhistorikere der ellers har været nødsaget til at rejse til Nuuk for at anvende arkivets samlinger. Fonden er meget stolt af, at vi gennem en donation på 152.000 kr. i 2017, har muliggjort denne store landvinding.

Nuuk, ukendt år. Grønlands Nationalarkiv