Arboretet • Arboretvej 2 • 2970 Hørsholm • T 46 40 00 42 • info@15junifonden.dk
   

Claus Carstensen motiverer prisen til Katrine Skovsgaard dimitteret fra Det Fynske Kunstakademi.

Katrine Skovsgaard

I det lille teksthæfte til Det Fynske Kunstakademis Afgang 2016 skriver Mathias Kryger følgende om Katrine Skovsgaards installation (I):
“Hvordan ser en ellers ubegribelig, fysisk smerte ud? Katrine Skovsgaard har skabt værket (I) på baggrund af samtaler med mennesker, der alle har kroniske smerter. Samtalerne har ført til en proces af kunstnerisk medskabelse, hvor Skovsgaard først har taget fotografiske portrætter, som er printet på silke-tekstil i størrelsesforholdet 1:1. Dernæst har den portrætterede malet en fri repræsentation af sin smerte på sit eget portræt. Skovsgaard undersøger, om visualisering af smerte har et empati-generende potentiale; om synliggørelse kan skabe en intuitiv forståelse mellem mennesker. Værket sætter dermed fokus på – og ikke mindst, skaber billeder af – et emne som ellers er usynligt og tabuiseret. Helt grundlæggende spørger værket til det altoverskyggende, kreerende kunstnersubjekt når Skovsgaard indgår i kollektive kunstneriske processer og frasiger sig dele af den æstetiske billeddannelse. Værket udvides i en række samtaler og workshops.”
Katrine Skovsgaards installation (I) er trods sit meget voldsomme impact mere komplekst end som så – hvad Kryger også er inde på. Umiddelbart ligger den med sit direkte, ekspressive udtryk i forlængelse af traditionen fra Wiener-aktionismen og måske især Arnulf Rainers overmalede s/h fotografier. Der er i det hele taget flere referencer til halvfjerdserne i form af en oparbejdning af bestemte agendaer såsom kollektivitet, tabubrud, offentligheds- og patientpolitik.

‘Gør det private politisk’ krævede halvfjerdsernes feminister i et forsøg på at ophæve grænsen mellem det private og det offentlige. Mærkeligt nok var det først fremkomsten af de netbaserede sociale medier med hele deres massive, fremmedbestemte sociale kontrol og normativitet, der fik denne grænse til at erodere. Og alligevel er bestemte emner som f.eks. kronisk smerte stadig tabu. Det paradoksale i Skovsgaards installation er, at fotografiernes jeg (titlens (I)) tilsyneladende sætter al anden biografi i parentes og subjektivitetens mangfoldighed på stand by i sin fokusering på smerten som (fælles) identitet.
Den kroniske smerte bliver en aktør, som begynder at generere billeder. Og i og med at Skovsgaard lægger ansvaret for den endelige udførelse af værket over på de portrætterede befinder vi os midt i en form for asymmetrisk antropologi, hvor subjekter og objekter hele tiden bytter plads. Hvem portrætterer hvem? Hvad betyder performativiteten for værket? Hvilken rolle spiller det affektive? Hvad er privat og hvad er offentligt? Er der overhovedet en grænse?
Det er et tveægget sværd, som Skovsgaard fortjener al respekt for at have taget op.
På den ene side åbner denne insisteren på det privates offentlighedsdimension op for en anden (og mere radikal) type refleksion over offentlighedsbegrebet end den gængse.
På den anden side udelukker den også det, Per Højholt har kaldt for den biografiske hovedstol (den enkelte, mangfoldige biografi), ved kun at definere biografien gennem fællesnævneren “kronisk smerte”.   

Men det kan vel ikke være andeledes. Som beskuer drages man under alle omstændigheder af denne eruptive og besværgende eksorcisme.